Tyrefægtning i Malaga

Når man snakker om Spanien og Malaga, falder tankerne helt naturligt på tapas, sangria, flamenco og tyrefægtning.

Den sidste ting, tyrefægtning, er et omdiskuteret emne, som nogle elsker og andre væmmes ved. Tyrefægtning er dog ikke til at komme uden om, når man taler om spansk kultur, og her på malaga.dk skal vi ikke gøre os til dommere.

Tyrefægtning er en folkesport, som en stor del af spanierne går meget op i, men det er bestemt ikke en sport, der er for sarte sjæle.

Sæson for Malaga tyrefægtning
Sæsonen for tyrefægtning i Malaga begynder i april og løber helt til september. I Malaga er højdepunktet uden tvivl de tyrefægtninger, der finder sted under byfesten i midten af august.

Her finder der dagligt tyrefægtninger sted i Malagas tyrefægtningsarena på Plaza la Malagueta, der ligger lidt øst for den gamle by og tæt på Castille de Gilbralfaro.

Prikkede kjoler, sombrero og Cava
For spanierne er en tyrefægtning en fest, hvor man pynter sig. Smukke kvinder vil være klædt i prikkede kjoler og bære netslør for ansigtet, og mændene vil være i smoking og have deres andalusiske fest-sombrero på hovedet.

Det er selvfølgelig ikke alle, der er pyntet, men det er mange, og derfor er det også som turist en god idé at klæde sig pænt på inden besøget i arenaen.

Vil du være tilskuer på "den spanske måde” så medbring selv din forplejning. Det gør spanierne, og det er en af grundene til, at flere tyrefægterarenaer ikke sælger mad og drikkevare.

Ordbog til Malaga tyrefægtning

  • Alguaciles: Dette er arenaens marskaller, som kommer ind som de første og åbner tyrefægtningen.
  • Cuadrilla: Den enkelte matador og hans hold af tyrefægtere. Det er det samme hold, der følger matadoren gennem hele sæsonen. Hver cuadrilla består af én matador, to picadores og tre banderilleros.
  • Matador: Dette er stjernen i tyrefægtningen.
  • 
Picadores: Dette er ryttere, som ridende på armerede heste har til opgave at spidde tyrens nakkemuskel.
  • 
Banderilleros: Dette er tyrefægtere, der via artistiske spring henover tyrens horn sætter små kulørte spyd fast i tyrens skuldre.
  • Monosabios: Dette er arenaens faste hjælpere, der altid er klædt i rødt og sort. 


Sådan køber du billet til tyrefægtning i Malaga
Billetterne til Malaga tyrefægtning kan du købe ved arenaens billetkontor på selve dagen, men er der tale om en særdeles berømt matador, skal du købe billetterne i bedre tid. Oftest åbner salget minimum én uge før selve tyrefægtningen.  

En tyrefægtning i Malaga afvikles altid om eftermiddagen. Du skal derfor regne med, at forestillingen bliver afviklet i bagende sol og med temperaturer, der sagtens kan bevæge sig over 35 grader. Dette er også grunden til, at de billigste billetter er dem til den sektion, der har sol længst.
 

Oplevelser: