

Glas og krystalmuseet, Museo del Vidrio y Cristal de Malaga, i Malaga er uden tvivl et besøg værd, når du er i byen – også selvom du ikke er specielt interesseret i glas og krystal.
Museet er et privatejet museum, der er beliggende i et smukt hus fra det 18. århundrede midt i Malagas centrum. Museet ligger ved siden af kirken St. Philip Neri, som er en af de smukkeste barokke kirker i Malaga. Kirken er i 2011 netop åbnet igen efter 10 års restaurering.
Museo del Vidrio y Cristal de Malaga fremviser en privat kollektion af 3.000 glasgenstande fra antikken og op til det 20. århundrede. Der er ikke tale kun om glas fra Malaga, men om glas fra hele verden.
Selve museet er inddelt i rum, der hver repræsenterer én periode, og det særlige er, at hvert rum ikke kun indeholder udstillinger af glas, men også fremviser andre artefakter som fx møbler og malerier fra netop den samme periode.
Guidet rundtur på museet
Ligegyldigt hvor du kigger hen, ser du smukke genstande, som alle har en særlig historie eller anekdote bag sig. Og historierne og anekdoterne kan du ikke undgå at komme til at kende. Du kan nemlig kun opleve museet på guidede ture, da samlingen er så unik og skrøbelig, at gæster ikke ”slippes løs” uden en guide.
De guidede ture er netop grunden til museets popularitet. Det er nemlig ikke hvem som helst, der står for turene, men museets ejer, som virkelig er passioneret omkring sin samling. Hans viden er enorm, og han fortæller begejstret og underholdende om udstillingen.
De guidede ture afholdes på spansk, engelsk, fransk og italiensk, og da der kun afholdes guidede ture, kan du altid kontakte museet først, så I kan arrangere en tur på dit foretrukne sprog. Du kan dog også tage chancen og bare dukke op.
Museo del Vidrio y Cristal de Malaga
Plazuela Santísimo Cristo de la Sangre 2
29012 Malaga